30-årig mand tiltalt for adskillige lovovertrædelser i Randers

En 30-årig mand tog tirsdag d. 9. april plads på anklagebænken i byretten i Randers. Her er han tiltalt for i alt 29 forhold, heriblandt hæleri, adskillige færdselsovertrædelser, grov vold, trusler mod politiet, hærværk samt besiddelse og videresalg af euforiserende stoffer. 

Af Frederikke Gundlund 

Med et stift blik rettet ud ad de store vinduer i retssalen, undgik den 30-årige mand at skænke mange blikke til de i alt syv vidner, der tirsdag afgav forklaring.   
De fleste vidner var betjente, som han blandt andet er tiltalt for at have truet. 

En nat i juli 2021, hvor den 30-årige var ude og køre i Randers, endte, ifølge anklagen, med en flugt fra politiets sirener. Han er nu tiltalt for en del færdselsovertrædelser fra den nat. Heriblandt at have kørt med euforiserende stoffer i blodet, herunder kokain, samt at undlade at standse til trods for politiets tegn hertil. 
Den 30-årige erkender at have speedet op ved lyden af sirener, men forklarer at han dengang ikke havde råd til at miste sit kørekort, da han skulle køre sin mor på hospitalet. 

Den 30-årige er derudover tiltalt for, i juni 2021 at have overtrådt fartgrænsen samt kørt med stoffer i blodet. Ifølge to betjente skulle den 30-årige have kørt forbi dem på en meget smal gade i Randers og med meget høj hastighed. Den 30-årige erkender at have kørt over fartgrænsen, men nægter at have kørt for tæt på de to betjente. Han forklarer også, at han kørte meget stille, da gaden er meget smal.   

Den ene betjent vidner i retten og forklarer, at bilen, den dag i juni, gassede op og kørte forbi dem med høj hastighed. De valgte derfor at sætte efter bilen. De stoppede ham, og fandt både hash og tremadol i bilen samt kokain i hans lomme, og anholdt ham. Betjenten forklarer i retten, at den 30-årige blev “aggressiv og frembrusende” og svinede de to betjente til.

Den 30-åriges forsvar spørger betjenten, om han måtte springe for livet i forbindelse med episoden, hvortil han svarer nej.

Den 30-årige anerkender at stemningen var dårlig, men nægter at have sagt ”I er nogle magtliderlige svin” til betjentene. Han erkender dog mængden af stoffer fundet, men forklarer at det er til eget forbrug. 

Kokain, hash og gaspistoler
I oktober 2022 besøgte den 30-årige en kammerat i hans lejlighed i Randers. Her medbragte han kokain, hash og to gaspistoler, men forklarer i retten, at stofferne var til eget forbrug. 

Han er tiltalt for, på denne dag, blandet andet at have skudt med gaspistoler ud ad vinduet til lejligheden. Her ramte og ødelagde han flere ruder til indgangspartier, hvilket han erkender. Politiet ankom til adressen, og tog den 30-årige med på politigården. 

En betjent, til stede på den pågældende dag, vidner i retten, og forklarer at den 30-årige var aggressiv og truende, og skulle, ifølge ham, have sagt ”I kan bare vente til, I får fri”, og at han kan kende deres ansigter. 

Under den 30-åriges forklaring i retten, beskriver han, at politiet ”nok var lidt oppe og køre”, fordi de havde fundet stofferne, men han nægter at have truet dem.  

Torsdag d. 11. april fortsatte retssagen, og den 30-årige mand blev dømt i alle forhold på nær grov vold, som blev til simpel vold. Den kokain, han var i besiddelse af, blev vurderet til at være til eget forbrug. Han blev dømt til i alt 10 måneders ubetinget fængsel samt frakendelse af førerretten i 10 år. Derudover blev bilen, han benyttede under kørslen, konfiskeret. 

Post fra frimærkeklubben: “Det sociale betyder alt”

At besøge Elsted –Lystrup Frimærkeklub er som at træde ind i en tidslomme.  
Hvert frimærke bærer på sin egen historie, og her bliver historierne fortalt.   
 
Af Frederikke Gundlund Nielsen 
 
Ding, ding, ding. Det er lyden af en stor guldklokke, der svinges fra side til side i selskabslokalet bag de røde mursten i Elsted-Lystrup Beboerhus.  
Lyden lægger en dæmper på hyggesnakken. Stilheden indfinder sig ved de lyse træborde, og formand Henning Pedersen byder velkommen til endnu et møde i Elsted-Lystrup Frimærkeklub.  

Klubben blev stiftet i 1981, og hver tirsdag aften i vinterhalvåret mødes de 22 medlemmer for at sælge, købe og bytte sig til nye frimærker til samlingen.  
Her er der altid kaffe på kanden og en at dele historier med, og selvom medlemstallet er dalet en smule i løbet af årene, er interessen hos medlemmerne stadig høj.  

Elsted-Lystrup Frimærkeklubs formand, Henning Pedersen, har samlet på frimærker og andet posthistorie i 65 år. Han har dedikeret 25 kvadratmeter af sin bolig i Trige, vest for Lystrup, til sine 450 album, og har efter eget udsagn breve “fra dengang Napoleon gik her på Jorden.” 

“Jeg samler også på luftpost. Førsteflyvninger. Jamen, der er ingen grænser. Og særkuverter. Og hvis der er en eller anden udstilling i en by, så har de brugt et specielt stempel. Dem samler jeg også på,” siger han .

For ham er det de historier, brevene og frimærkerne fortæller, der gør dem interessante. 

“Man siger, at et postfrisk frimærke, det siger ingenting. Stemplet, det snakker. Men brevet, det fortæller historier.” 

Et postfrisk frimærke er et ubrugt frimærke i original stand og uden stempel.  

Selvom den nye postlov, der trådte i kraft d. 1. januar 2024, har gjort de fleste frimærker ugyldige, er de for Henning Pedersen dog stadig værd at samle på.  

“Jeg har da en postfrisk-samling. Man skal ikke regne med, det er noget værd, men det tænker jeg heller ikke på, for jeg kommer aldrig til at sælge dem. Det er ligesom med gamle biler. De er mest værd for én selv,” siger han. 

Henning Pedersen har været formand for Elsted-Lystrup Frimærkeklub i to år, og samler på frimærker fra 13 forskellige lande.

En snak? Det får man, hvis man vil 
For et af Elsted-Lystrup Frimærkeklubs medlemmer Bent Nielsen på 70 år er det ikke kun historierne, der fænger. I livets op- og nedture er det for ham stimulerende at studere de små mærker. Her kan han fokusere på noget andet, og stressen forsvinder.  
Det er der mere tid til nu, for Bent Nielsen er kommet i klubben, siden han for ti år siden gik på pension.  

“Og som pensionist; hva’ faen skal man give sig til? Jamen, så kan man møde nogen, der også samler på frimærker,” siger han. 

Og møde nogen, det kan man, for her er det ikke kun de små firkantede stykker papir, der bliver samlet på. Her er samværet og de gode snakke mindst lige så vigtigt, og over kaffen og mazarintærten bliver der vendt både stort og småt og udvekslet historier. 

“Der er nogen her, der ikke køber et eneste frimærke. Det er kun for det sociale, de kommer. Og for at få noget snak. Og det får man, hvis man vil,” siger formand Henning Pedersen. 

Medlemmerne kender hinanden godt, for flere af dem er kommet i klubben i mange år, og ifølge Henning Pedersen betyder det sociale alt. 

“Nu er der en, der er syg. Så ringer man til ham og spørger; ‘hvordan går det’? Vi tager os meget af hinanden. Det synes jeg, er vigtigt” 

Der er altid et flot fremmøde, når medlemmerne i Elsted-Lystrup Frimærkeklub mødes tirsdag aften.

Fremtid for frimærker?  
Medlemmerne af Elsted-Lystrup Frimærkeklub befinder sig i deres bedste alder. Ifølge formand Henning Pedersen er alle mellem 60-90 år, og det skaber en smule bekymring for interessens fremtid. Begejstringen for frimærker hos den yngre generation kan nemlig være svær at spotte. Blandt andet for Henning Pedersen hvis børn, ifølge ham, slet ikke er interesseret i frimærker. 

Ifølge Dansk Filatelist Forbund er interessen dog en af verdens mest udbredte, og der er cirka 4.000 medlemmer og abonnenter spredt ud på omkring 100 klubber rundt omkring i Danmark.  
Og hvis du spørger formand Henning Pedersen, bliver der da også gjort tiltag for at bevare interessen. 

“Der bliver lavet mange udstillinger, og nu kommer der snart en stor udstilling i København. Der er rigtig, rigtig, rigtig mange, som samler på frimærker,” siger han. 

Og ifølge ham bliver man aldrig færdig med at samle, så de små papirfirkanter kommer altså nok ikke til at samle støv i skufferne helt endnu.  
 

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.